Du er her: Artikler -> Grupper -> Landsbladet -> Ryd op!  
 

Ryd op!

Haveåret går kraftigt på vej mod enden. Mange dage er der koldt, vådt, blæsenden og generelt trist. Men der er stadig ting som kan gøres i haven, hvis da ellers vejret og lysten tillader det. Det er ikke fordi det haster med at få ryddet op i haven, men det ville være skønt at få det overstået. For mit vedkommende kniber det altid - når jeg får fri fra arbejde, så er det blevet mørkt og det er kun weekenderne jeg kan få tid til at gå i haven. Lidt regnvejr lørdag eller søndag og det er også ødelagt. Det hele kan faktisk ende med at hobe sig op, selv om der ikke er meget der ligger og venter. Nå, til sagen...

Vask

Drivhuset har i høj grad set bedre dage. Forhåbentlig har du allerede ryddet det, for især tomaterne har haft en del gråskimmel her i efteråret. Ikke at det som sådan er noget at bekymre sig om, det kommer der jo hvert år, mere eller mindre, men det giver sådan en trist lugt af mugne tomater ude i drivhuset. Skulle du have tomater endnu derude, som ikke er modne, så kan de enten syltes, eller pakkes ind i avispapir og gemmes. Pak kun de tomater som er absolut sunde og ubeskadigede ind. En enkelt syg tomat kan ødelægge dem alle. Stil dem i en kasse i et rum med omkring 10-15 graders varme. Hver fjortendes dag tjekker du dem og tager de røde fra, samt fjerner evt. dårlige eksemplarer. Så er tomatsæsonen udvidet med mange uger. Når planterne er fjernet fra divhuset og inden det igen bliver fyldt af krukker eller andet som skal stå derinde vinteren over, så gøres det rent. Fjern alle visne blade og andre døde plantedele. Der kan sidde svampesporer eller æg fra spindemider herpå. Derpå vaskes hele huset for at fjerne algebelægning o.l. Sørg for at komme godt ind i revner og sprækker, det er sådanne steder skadedyrene kan li' at gemme sig. Der kan bruges forskellige midler til at vaske drivhuset i, der findes f.eks. specielt sæbe til det. Eller Rodalon, som også kan bruges til at fjerne alger fra stenbelægninger. Men almindelig brun sæbe er også udmærket. Skulle rengøringsvanviddet tage over som du står der med børsten, så ville det nok heller ikke være af vejen lige at vaske de kasser der bruges til at så i. Ofte vil der sætte sig alger lige ved jordoverfladen i disse, og spirende småplanter klarer ikke altid dette. Hvis du har en vin eller fersken/nektarin i drivhuset, så går det nemmest hvis der ventes til disse har smidst bladene og er blevet beskåret. Jeg plejer at klippe vinen sidst i oktober når den selv begynder at smide bladene eller de er tilpas brune. Sådan alt efter hvad der nu passer bedst ind i mit kram. Da vi overtog huset og drivhuset med vinen i, blev der sagt at 3. juledag skulle den beskæres. Men vi er begyndt at gøre det tidligere, det går stadig godt. Men gør det endelig ikke senere, så vil vinen begynde at bløde når saften stiger til foråret. Bladene på fersknen kan rystes af når der har været frost et par gange. Så drysser de stille og roligt ned.

Skadedyr

Jeg har nogle gange haft problemer med skjoldlus i drivhuset. Især på fersknen kan det være slemt - grenene kan være helt tæt besat af små brune skjolde, hver med en lus indeni. På grund af dette skjold er de meget svære at komme til livs. Insektsæbe bider ikke på dem, som det gør på bladlus, spule dem med vandslangen hjælper heller ikke, de bliver siddende hvor de er. Men så snart bladene er faldet, så kan man gå i krig med en stiv opvaskebørste og give alle grenene en tur. Når først de er blevet krattet af så er de ikke noget problem mere. Men vær omhyggelig. Selv få overlevende skjoldlus kan blive til rigtig mange nye næste år.

Skrevet af: Webmaster, fredag den 29. oktober 1999
Senest opdateret af: Webmaster, søndag den 1. januar 2006