Du er her: Artikler -> Grupper -> Gartnerens guide til... -> ..at så selv  
 

..at så selv

Så tyndt - her store frø
Så tyndt - her store frø


Så- og priklejord
Så- og priklejord


Min favoritsåkasse
Min favoritsåkasse


Kasserne fyldes op
Kasserne fyldes op


Såkasser/bakker
Såkasser/bakker


Mange planter, især sommerblomster og grøntsager som kål, porrer og tomater, kan man sagtens selv lave. Det bliver tit omtalt som 'forkultivering', og det er en billig hobby. En pose jord, og en pose frø er alt der skal til.

Fordelen ved selv at så er, at ud af en pose frø til en 10'er får man en hulens masse planter. Skal man bruge mange planter af en bestemt slags, så kan det bedst betale sig at så dem, fordi man får en masse ens planter ud af anstrengelserne.

Vælg en egnet kasse eller bakke til at så i. Flamingo-kasser som på billedet, ofte omtalt som kødkasser, fordi man køber koteletter i sådan nogle, er mine favoritter. De har en passende størrelse og er nemme at prikke hul i. Og hul skal der være, så overskydende vand kan løbe væk. I kødkasserne er det nemt at prikke disse huller med en skråt afskåret bambuspind. Også de plastbakker som man køber kød i kan bruges, men de er ikke helt så nemme at lave hul i, og tit er de også for flade. Bakkerne skal nemlig helst være omkring 5-7 cm høje, så planterne ikke gror ud af bakken alt for hurtigt.

Men næsten alle former for kasser kan bruges. Potter er også udemærkede, hvis det er store frø der skal såes, eller hvis det kun er få planter det drejer sig om. Solsikke og squash er eksempler på planter som med fordel kan såes i potter enkeltvis.

Kasserne skal helst være helt rene. Bruger man kasser fra sidste år kan der nemlig sidde svampesporer eller alger som kan ødelægge de spæde nyspirede planter. Så vil du genbruge kasserne er det en god ide at vaske dem, f.eks i brun sæbe. Selv vasker jeg dog aldrig kasserne og det går alligevel.

Jorden

Brug altid en rigtig indkøbt så- og priklejord når du sår. Af flere grunde. For det første er den så godt som ukrudtsfri. Det er en stor fordel hvis man ikke ved hvordan de spirende planter ser ud. Desuden er den kun svagt gødet. Almindelig pottemuld er gødet noget mere, så den kan svide de spæde spirende planter. (Det er ikke sikkert den gør det, men det er ikke en risiko der er værd at løbe!)

Fyld kassen med jord, tryk det til så det er ca. 1/2 cm under kassens kant. Sår du mange kasser er det praktisk med en lille træplade til at trykke jorden ned med, så overfladen bliver helt jævn, det gør det noget nemmere at få frøene dækket ensartet.

Det bedste vil være at vande kassen nu, unden frøene såes, men i praksis gør jeg det altid først bagefter. Det er ikke så nemt at så i drivendes våde såkasser.

Brug helst altid nye frø, købt samme sæson som de skal såes. Frø fra sidste år kan også sagtens bruges, men er de ældre end et år, så lav gerne en spireprøve først. En spireprøve laves ved at så f.eks 10 af frøene på et stykke vat i en underkop. Vandes og stilles i vindueskarmen. Nu kan du se hvor mange af frøene som spirer, er det under halvdelen, så køb hellere nogle nye.

Nu er det tid at så frøene. De drysses ud i kassen med jævn hånd, først på den ene led, derpå diagonalt på denne. (På 'Kryds og Tværs') Så så tyndt som det overhovedet er muligt. Selv om man mener at have fået sået meget tyndt, så viser det sig næsten altid at være for tæt.

Især med meget små frø som lobelie, timian eller klokkeblomster, Campanula ssp. er det utroligt svært. Et råd lyder på at man blander disse frø med fint sand (strandsand), kommer dem i en saltbøsse og drysser dem ud på denne måde. Man kan også blande frøene med talkum for at få dem bedre fordelt. Det er dog ikke en måde jeg kan li' at gøre det på.

Når frøene er drysset i såkassen, skal de dækkes. Et lag jord på ca. det dobbelte af frøenes diameter er passende, men gerne en smule mindre. Der findes også noget som hedder Vermiculite til at dække frøene med. Det ligner savsmuld, men det skulle fordele fugten i såkassen bedre end jorden gør, og skulle dermed resultere i bedre og mere ens spiring af frøene. Meget små frø som lobelia og timian, dækkes ikke, men trykkes fast i jorden.

Vand

Vand kassen, meget gerne med en forstøver, især hvis det er små frø. Ved at bruge en forstøver, risikerer man ikke at vandet skyller frøene ned midt i kassen. I praksis er en alm vandkande og en smule forsigtighed lige så godt. Kasserne holdes jævnt fugtige, ikke drivendes våde, indtil planterne er spiret. Kasserne må dog heller ikke på noget tidspunkt tørre ud. Det kan tage fra 1 til flere uger inden frøene spirer. Nogle stauder kan endda være flere år om at spire.

Er kasserne anbragt i vindueskarmen, kan de dækkes med en glasplade, det giver en hurtigere spiring. Pladen fjernes når frøene har spiret. I drivhuset bliver der let for varmt under en ekstra glasplade. Der kan endda godt blive for varmt i drivhuset til at planterne spirer tilfredsstillende. Så der plejer jeg at ligge et stykke mælkehvidt plast over kasserne. Det tillader lyset at passere, men holder på fugtigheden. Det hjælper lidt.

Prøv dig frem

Til sidst er der kun at sige, prøv dig frem! Det er spændende at se sine egne planter spire frem, men nogle er nemmere end andre. Tagetes spirer så godt som altid, mens visse stauder som løjtnantshjerte kræver en periode med kulde efterfulgt af stigende temperaturer for overhovedet at tænke på at spire. Jo mere du sår, jo mere lærer du. Brug denne side som en begynder-guide.

Skrevet af: Webmaster, mandag den 21. februar 2000
Senest opdateret af: Webmaster, lørdag den 20. oktober 2001