Butikkerne bugner af blomsterløg og -knolde, man kan få mange for få penge. Jeg plejer ikke at lade en chance gå fra mig, for at få folk til at gå i planteskolen når det gælder planter til haven. Det er der de har forstand på den slags. Men når det gælder blomsterløg, så går den ikke rigtig, for de sortimenter som de har i supermarkedet, de kommer det samme sted fra som de løg planteskolen har. Men supermarkedet sælger dem billigere... Men man kan også købe dem for billigt. Sidste efterår købte jeg nogle smukke mørklilla tulipaner i planteskolen, store flotte løg, og i brugsen fandt jeg tilfældigt nogle rosa som var mindre, men også meget billige. De blev alle blandet og sat mellem roserne. Men da de sprang ud, var det kun lilla tulipaner. Dem fra brugsen var slet ikke rosa, men lilla. Det var flot, men ikke hvad der var forventet. Kan man nu få fingrene i billige tulipaner eller narcisser, så kan man sætte en række i køkkenhaven. Så har du nogle at plukke af, uden at skulle tømme alle blomsterbedene. Eller plant dem i krukker som stilles i drivhuset, hvor de så vil komme i blomst endnu tidligere. Og krukkerne kan man få til at blomstre i flere måneder, med en lille smule planlægning. Løgene kan nemlig sagtens ligges i lag, f.eks pinseliljer nederst, lave middeltidlige tulipaner derover og øverst tidlige krokus. Der står altid på løgposerne hvornår de blomstrer, så det er nemt at vælge de rigtige. I mellem frugttræerne kan der sættes påske- og pinseliljer. De vil sagtens kunne gro i græsset, bare ikke toppen bliver klippet af før den er visnet at sig selv. De gammeldags typer vil klare sig bedst sådan et sted, og vil blomstre mere og mere, for hvert år der går.
Tulipaner derimod, de har det med at blomstre rigtigt flot de første 2-3 år, men derefter bliver blomsterne mindre og færre. Det kan afhjælpes ved at grave dem op når de visner ned, opbevare dem tørt sommeren over og sætte dem et nyt sted her i efteråret. Men det er et stort arbejde, og kan vel dårligt betale sig. Men man kan også plante botaniske tulipaner. De er har ikke så store blomster, til gengæld har de tit flere. Og så kan de så sig selv, og afkommet bliver magen til moderplanten. Mange af de botaniske passer godt i skovbundsagtige beplantninger, altså steder hvor de kan få lov til at sprede sig. Mine favoritter i denne gruppe er Tulipa 'Tarda', en 10 cm høj (lav?) tulipan, gule blomster, flere blomster på hvert løg. Den kan købes i butikkerne. T. turkestanica har hængende blomster, igen flere fra hvert løg. Ca. 40 cm høj. Og sidst men absolut ikke mindst, Tulipa 'Bronze Charm', som har orangegule, ret store blomster, som først rigtigt folder sig ud i solskin. Den har jeg desværre ikke set i butikkerne.
En god tommelfingerregel når der skal plantes løg er, at hullet skal være 3 gange så dybt som løget er højt. Sørg for at løsne jorden i bunden af plantehullet godt. Store løg som narcis og tulipan tager sig bedst ud i grupper, og plantes derfor nemmes med en spade. Det passer stort set med at grave en skovlfuld jord væk, lægge løget i, fylde jorden på igen. Mindre løg som skal plantes på større flader sættes meget nemt med en løgplanter. Med den kan man trække en 'prop' jord op, lægge løget og lægge proppen på igen. Dejlig nemt. Brug ALDRIG en spids plantepind til at prikke hul i jorden med og ligge løget deri. Løget kan ikke komme helt ned i bunden af dette hul, og i hulrummet der så bliver lige under løget kan der samle sig vand, og løget rådner.
Skrevet af: Webmaster, fredag den 3. september 1999
Senest opdateret af: Webmaster, søndag den 1. januar 2006