Du er her: Artikler -> Grupper -> Landsbladet -> Georginer  
 

Georginer

Georgine
Georginer - efterårets dronning.


Efter at det har været rigtig lunt og skønt de første par uger i september, er det nu blevet rigtigt efterårsvejr. Regn og blæst over hele linien, også de næste 5 dage hvert fald ifølge vejrudsigten. Der var egentlig mange ting som jeg ville have lavet i haven i denne weekend, det bliver ikke til noget. I stedet bliver det til et par rastløse traveture rundt til alle vinduerne, for lige at se hvordan det står til derude. En travetur gennem haven bliver det der også til, imellem bygerne. Det er stadig tydeligt at det kun er først på efteråret. Træerne har stadig grønne blade, kun nogle få buske er så småt begyndt at vise efterårsfarver. Hele haven bugner også stadig af blomster, faktisk er det lige nu min have har allerflest blomstrende stauder, buske og sommerblomster. De smukkeste lige nu er georginerne. Men de har også været længe undervejs. Der er ikke mange som har georginer i haven mere. Det er lidt synd, for der findes ingen blomst som er bedre til buketter her i efteråret. Jeg tror det skyldes at de ikke tåler frost, og i de nymodens huse er der sjældent steder hvor de kan opbevares om vinteren.

Mange former og farver

Georginer, eller dahlia som er det latinske navn for georgine, og som også bruges til daglig i et vist omfang, stammer oprindelig fra Mexico. Man mener at Aztekerne i Mexico også dyrkede dem som haveplanter for blomsternes skyld. Der har altid været masser af forskellige krydsninger af georginer, allerede i starten af 1800-tallet fandtes der over 500 sorter! I dag er tallet vel meget langt over tusind. Farverne er gule, røde, rosa og hvide, eneste farve som de ikke fås i er vist blå. Størrelsen på planterne spænder fra 20 cm og op til over en meter i højden. Blomsterne opdeler man i kategorier såsom enkelte, det er oftest de lavere dahlia som er enkeltblomstrende, de er særdeles velegnede i krukker. Kaktusblomstrende, der er de enkelte blade i blomsten rullet sammen så den får et kaktus-agtigt udseende. Pompon, de ligner små bolde, og dekorative dahlia minder om kaktusblomstrende, men hvor blomsterbladene ikke er rullet sammen. Dekorative og kaktusblomstrende georginer kan have blomster med en diameter helt op til 30 cm! Gemmer du georginerne fra år til år, vil de ende med nogle meget store knolde, med masser af blomster. Min 'samling' består efterhånden mest af kaktus- og dekorativ-blomstrende, med en højde på omkring 1 meter. Man kan være uheldig at nogle af dem ikke kan holde sig selv oprejst, men må have en pind at støtte sig til. Sådan nogle sorterer jeg altid fra, jeg gider ikke døje med det. Det er især de høje pompon-typer som kan finde på at vælte.

Plantningen

Georginer skal først sættes når der ikke længere er risiko for frost, dvs. sidst i maj måned eller endda helt hen i starten af juni. Når de bliver fundet frem fra deres vinterhi, vil der næsten altid være en eller to som er blevet rådne, de skal selvfølgelig smides væk. Her kan man så passende supplere med et par nye. De trives i næsten alt slags jord, bare der er sol. Knolden graves ned, og dækkes med 10-15 cm jord. I løbet af sommeren skal de gødes en smule, men ikke for meget, så vil de nemlig sætte for mange blade og for få blomster. Og så skal de have vand i tørre perioder. Man kan også købe georginerne som udplantningsplanter. Ofte de lave typer. De er specielt gode i krukker, eller hvor man ellers ville bruge sommerblomster. Selv om disse er blevet formeret fra frø, vil de i løbet af sommeren danne en knold som kan opbevares til næste forår. Den første vinter kan de være lidt vanskelige fordi de endnu ikke er så store, og derfor nemmere tørrer helt ind. Men husk det, hvis de ser en smuk georgine købt som udplantningsplante.

Skrevet af: Webmaster, fredag den 24. september 1999
Senest opdateret af: Webmaster, søndag den 1. januar 2006