Du er her: Artikler -> Grupper -> Landsbladet -> Krukker i kulden  
 

Krukker i kulden

Elefantgræs i krukke
En krukke med dværgelefantgræs og lyng kan stå ude hele året rundt.


Det er meget populært med krukker i haven. Og med god grund. De er ret nemme at få til at se frodige ud og det er nemt at skifte planterne i dem ud, hvis de begynder at se triste ud. Mange af dem som blev tilplantet i foråret står lige nu fyldt med blomster. Pelargonier, fuchsia, margueritter osv. blomstrer på fuld kraft. Det er som om de lige skal nå det sidste inden vinteren sætter ind. Selv om denne september er en af de varmeste i mands minde, så kan den første nattefrost snart komme. Så er det slut med sommerblomsterne. Krukkerne kan så plantes til med andre planter, her tænker jeg især på lyng. Men hvorfor ikke prøve at overvintre nogle af disse sommerblomster? Mange af dem er jo flerårige, de tåler bare ikke frost, og bliver derfor brugt som sommerblomster her i landet. Den første frost kommer tit i starten af oktober, hvor det så fryser en nat eller to, hvorefter nattemperaturen igen holder sig over nul grader i op til et par uger. Her kan man få blomstringen forlænget, hvis man bare har et vågent øje til vejrudsigten. Ved at lægge et gammelt tæppe eller et par aviser og et stykke plast over krukkerne, kan man holde liv i blomsterne den uge eller to ekstra.

Overvintres?

Skal planterne overvintres, så plejer jeg at sætte dem ind i drivhuset inden første frost. Der kan de så stå i et par uger, indtil jeg får lavet plads til dem indendøre. Det er især fuchsia og pelargonier jeg har held med at overvintre. De allermest bløde skud især på fuchsia, skal fjernes inden de bliver sat i hi. Disse bløde skud kan alligevel sjældent overvintre, så en let studsning tager de ingen skade af. Fuchsia sætter jeg i garagen, som er uopvarmet, men isoleret. Der bliver ikke frost, men temperaturen kommer heller aldrig over 10 grader i løbet af vinteren. Det klarer planterne godt. Da planterne jo ikke skal vokse i vinterens løb, behøver de ikke meget lys, og de må endelig heller ikke få for meget vand. Jeg forsøger at give dem en lille sjat vand hver 14. dag, men skulle det smutte, gør det ikke noget. Det er alligevel ikke ret meget de skal have. Pelargonierne stiller jeg i en uopvarmet stue, der er nok omkring 10 graders varme i de koldeste vintermåneder. De står lyst, og jeg vander dem lidt mere end fuchsiaen. Til gengæld gror pelargonierne også hele vinteren, så de begynder faktisk at blomstre allerede i begyndelsen af marts måned. Pelargonierne kunne egentlig også godt stå i garagen, men bilen vil jo også gerne ind. Ikke at den kommer det ret tit, men det er en helt anden historie... Udover disse to planter har jeg også med held overvintret engletrompet og passionsblomst under samme forhold. Til gengæld lykkedes det ikke at få margueritterne til at overleve. Jeg har ladet mig fortælle at de skal have meget lys i vintertiden, hvilket mine ikke fik. Mange andre af sommerblomsterne kan overvintres på samme måde: Ingen frost, sparsom vanding, temperatur på 4 - 8 grader. Og så skal der gerne være luftigt omkring toppen på planten. Stiller man dem for tæt på hinanden eller klemmer dem op med f.eks. en mur, kan man risikere at der går svamp i dem.

Fordel?

Det kan lyde som en frygtelig masse besvær bare for et par enkelte planter. Har man et egnet sted, og kan pladsen undværes til et par krukker med planter, så mener jeg at det er besværet værd. Når de kommer ud af deres hi, og de igen begynder at blomstre, vil de være betydeligt større end nyindkøbte planter, og de vil ofte også have flere blomster ad gangen. Det er ikke altid at det lykkes, men man finder hurtigt ud af hvad man selv slipper godt fra at overvintre. Og lykkes det ikke, så kan man jo altid starte forfra igen næste år.

Skrevet af: Webmaster, fredag den 1. oktober 1999
Senest opdateret af: Webmaster, søndag den 1. januar 2006