Du er her: Artikler -> Grupper -> Landsbladet -> Store plantemåned  
 

Store plantemåned

Plantning
Pludselig kom solen frem, og så skal der plantes…


Så blev det oktober. Nu ved jeg godt du siger at det blev det for længe siden, men jeg skriver dette ca. en uge før du læser det. Så jo, det er nærsten lige blevet oktober. Oktober er første efterårsmåned, og det mærkes tydeligt. Termometeret kommer stadig kun nødigt ned i de en-cifrede grader, selv om natten. Men det blæser, det regner og begge dele især når man har fri og skal have lavet noget i sin egen have. Denne måned er store plantemåned. Planteskolerne bugner af nye planter. Hækplanter og roser er igen at finde i deres sortiment, og det er store og flotte planter, især plejer roserne at være flotte her i efteråret. Og derfor er det nu der skal plantes. Planterne får nemlig optimale betingelser. Jorden er stadig lun og der er masser af væde i den. Det gør at roden på de nye planter kan begynde at arbejde, og bliver ved med det, indtil jorden er omkring 3-4 grader. Du skal sjældent bekymre dig om vanding i efteråret, det kommer ovenfra. Bliver der plantet nu, så har planten en større rod allerede næste forår. Og til foråret så begynder roden også at gro lige så snart jorden igen er lun nok. Det gør, at planten vil have et større rodnet når vi når sommeren, i forhold til en som bliver sat om foråret. Det betyder dermed at du ikke risikerer at skulle ud med vandkanden i tide og utide, hvis sommeren bliver varm og tør. Og en lun sommer, det håber vi vel alle på? Alle træer, buske og stauder kan faktisk sættes nu. Eneste undtagelse er vel nok bøgehæk. Der skal vi helt hen i starten af november inden den skal sættes. Men der kan jo også plantes helt indtil frosten binder jorden. Jeg har endda været ude for at plante engang hvor vi skulle hakke og banke for at komme igennem den øverste frosne skorpe. Men alle planterne kom fint alligevel. Alligevel: Jo før jo bedre. I 'gamle dage' plantede man stort set alt om efteråret. Det var dengang mange træer og buske blev solgt som bar-rodede planter, dvs. gravet op fra marken og jorden rystet af roden. Nu får man næsten altid sine planter i potter og så kan de jo plantes hele året rundt.

Plant rigtigt

Når der skal plantes, så sørg for at grave hullet rigeligt stort. Planterne skal generelt stå så dybt som de har stået før, måske en enkelt cm dybere. Når hullet er gravet så det passer til roden, så stik spaden ned i jorden, i bunden af hullet, og vrik den frem og tilbage. Gentag et par gange. Så bliver jorden løsnet dernede. Er det barrodede planter som sættes, så sørg for at roden ikke bøjes. Hullet skal være så bredt at roden kan bredes helt ud. Er det planter med klump, altså planter hvor der sidder en jordklump om roden som holdes sammen af et net, så skal dette net helst helt af. Nettet er i vore dage lavet af et stof som vil formulde i løbet af nogle år, men fjern det, for i løbet af bare disse få år kan det nå at skade træet. Du kan dog også gøre følgende: Grav hullet, sæt klump-planten deri og skær så nettet op. Skær fra stammen og nedefter, 4 steder. Fold derefter nettet ned mod bunden af hullet, så klumpen nu på det nærmeste står ovenpå nettet. Nu vil nettet være i bunden af hullet, og hindrer ikke rodens videre vækst. Herefter er det bare at gå i gang med at fylde jord i og træde til. Men ved klump-planter skal du passe på ikke at træde oveni selve klumpen. Grunden til at denne plante kommer med en klump, er jo at så kan træets rod stå nogenlunde uberørt deri. Derfor skal kun jorden omkring klumpen trædes forsigtigt til. Når der igen er fyldt jord i hullet, så kan det være en fordel at give en kande vand. Det kan få jorden til at falde ordentligt til omkring roden. Men om efteråret er det nu sjældent bidende nødvendigt, så hvis du er en smule dovent anlagt går det nok uden. Selv om den normale plantedybde er som planten før har stået, så er der undtagelser. Roser, de skal plantes sådan at podestedet kommer 5 - 10 cm i jorden. Dermed bliver rosen bedre beskyttet mod frost, og du slipper for vildskud. Træer som er podet, især frugttræer, kan også plantes med podestedet lige under jorden, men det er mere af æstetiske grunde. Der kommer ofte et grimt knæk på stammen lige hvor podningen er foretaget. Kommer den nu i jorden har træet igen en pæn lige stamme. God arbejdslyst.

Skrevet af: Webmaster, fredag den 8. oktober 1999
Senest opdateret af: Webmaster, søndag den 1. januar 2006