Du er her: Artikler -> Grupper -> Landsbladet -> Til kamp!  
 

Til kamp!

Bunddække
Få luget ud mellem bunddækkeplanterne mens tid er.


Jamen hør hov. Bliver vi invaderet? Ja, det er lige hvad vi gør - af ukrudt. Men hvad er ukrudt? Når først man har haft have i mange år lærer man at se hvad der ikke skal være der. Og ukrudt er i bund og grund bare planter som gror et sted hvor de ikke skal. Bare fordi vi næsten alle sammen kalder skvalderkål for ukrudt, så er det faktisk også en smuk plante, men i haven vil den meget hurtigt tage magten og kvæle alt andet. Derfor kalder vi dem ukrudt og fjerner dem. Ligeså med brændenælder. Men så længe de står i det fjerneste hjørne, hvor jeg alligevel aldrig kommer, så får de lov at stå i fred. At fjerne dem fra det hjørne giver ingen mening, for der er næppe andet som vil gro der og kommer man alligevel aldrig derned, ja, så kan sommerfuglene få lidt glæde af nælderne. Da jeg ikke syntes det er videre spændende at luge i haven, så lærer man jo hurtigt hvordan man slipper nemmest over det. Nemlig ved at være i god tid. Netop nu hvor ukrudtet vælter op mellem træer, buske og stauder, så er det med at få det slået ihjel. Her er der intet som slår et skarptslebent hakkejern. Man skal ikke gå og vende jorden rundt eller hakke rødderne helt op, ikke når det er frøukrudt. Det skal kun have toppen skåret af, lige under jordoverfladen. Og det skal gøres i tørvejr, gerne i høj solskin. Solen vil meget hurtigt tørre planten ud, og medmindre det er meget store græstotter, kan det bare blive liggende og formulde. Er man for sent ude, så ukrudtet er blevet for stort er det både mere besværligt at få krattet af med livet, men man skal også ofte ud med riven bagefter.

Bunddække

..er dejligt fordi det kan holde ukrudtet nede. Men dog ikke mere end at man skal ud med hakken en enkelt gang her i maj. Inden bunddækkeplanterne bliver så store at de lukker sammen skal man lige sørge for at få ukrudtet væk. Hvis ikke det kommer væk inden bunddækket lukker, så vil det oftest gro igennem det, og skal man fjerne ukrudt i et tæt bunddække, så bander man sådan noget skidt langt væk. Men får man luget den ene gang i tide, slipper man stort set for mere arbejde med det resten af sommeren. Men vær opmærksom på flerårigt ukrudt. Hakken er et vidundermiddel mod frøukrudt, men lad være med at hakke toppen af flerårigt ukrudt især i bunddækket. For roden bliver tilbage og skyder igen og inden man får set sig om er det hele groet til og kan ikke længere reddes. Brug i stedet et tidseljern eller en lille planteskovl til forsigtigt at vippe ukrudtsplanten og rod op. Det er nemt når den kun har 1-2 blade og en ikke ret stor rod. Men får de først fat... I rosenbedet gælder det samme. Få luget godt og grundigt nu, hvor roserne er blevet skåret ned og det derfor er til at komme til uden at stikke sig alt for meget. Der er ikke noget værre end at rode rundt i et rosenbed fyldt med ukrudt midt på sommeren. Men der kan også sagtens bruges en form for bunddække deri. F.eks lave storkenæb eller katteurt. Krybende brudeslør ser også flot ud sammen med roser, men den har desværre den dårlige egenskab at den ikke er helt god til at holde ukrudtet væk. Men hvis bare haven ellers ikke er alt for hårdt plaget, kan den bruges.

Barkflis

En anden mulighed imellem roserne er barkflis. Det mest almindelige er fyrrebark eller pinjebark. Pinjebark er lidt pænere at se på end fyrrebarken, men den er også lidt dyrere og ikke helt så god til at holde ukrudtet stangen. Nu er der så dem som ikke kan li' at se på sådan noget barkflis. Men her er det så at man skal huske på at planterne skal dække jorden så godt som fuldstændigt, og at barken derfor mest ligges ud for at holde ukrudtet væk.

Skrevet af: Webmaster, fredag den 5. maj 2000
Senest opdateret af: Webmaster, søndag den 1. januar 2006