Alpevioler til haven

For 7-8 år siden, da jeg gik på gartnerskolen, var vi på ekskursion til Tyskland, Holland og Belgien. Første stop var botanisk have i Hamburg, Tyskland. Der var desværre kun en times tid til at se den, det var slet ikke nok. Og vejret var overskyet med byger, så det tog sig ikke helt så godt ud som det ville have gjort en solskinsdag. Det er da også en af grundene til at jeg gerne vil derned igen...

Besøget var i sidste halvdel af september så vidt jeg lige husker. Og der var en ting som faldt mig i øjnene, faktisk så meget at jeg stadig kan se det for mit indre blik hvis jeg anstrænger mig en smule: En lav vold, 80-90 cm høj, under nogle opstammede træer, et sted hvor der var ret lyst men alligevel ikke et sted jeg fornemmede der ville være bragende sol nogensinde. Hele denne vold var tilplantet med alpevioler, som stod og blomstrede.

Herhjemmefra kendte jeg jo som så mange andre godt alpeviolen, men kun som en stueplante. At den kunne gro udendørs så tæt på som Tyskland overraskede mig meget. Godt nok var det ikke de samme alpevioler som vi køber i potter om efteråret og ved juletid, disse var noget mindre i blomsten, og der var kun 2 farver, en hvid og en rosa. Men smukke, det var de altså.

Senere på turen da vi kom til Belgien, blev der solgt knolde af disse alpevioler på et marked. Desværre var kontantbeholdningen ikke til at købe nogle, knoldene var ellers meget store. Kæmpestore, fandt jeg faktisk ud af senere da jeg endelig fandt et sted her i landet at købe dem.

Da vi kom hjem fra turen rumsterede disse alpevioler stadig i mit hovede. Og sørme om man ikke kunne købe knolde hos det nu hedengangne Dansk Havefrøforsyning. Af 2 forskellige slags endda, en efterårsblomstrende, Cyclamen hederifolium (C. neapolitanum) og Cyclamen coum som er forårsblomstrende. Og begge slags i 2 farver. De var ikke engang specielt dyre, omkring 25 kroner for en pakke med 2 eller 3 knolde i.

En pakke af hver salgs blev bestilt. Jeg havde lige det perfekte sted til dem at stå, i et hjørne nede ved havedammen, under nogle buske hvor der var lyst men ikke bagende sol. Det perfekte sted var jeg sikker på. Men nej, det følgende forår kom der 2 blade på den forårsblomstrende, de efterårsblomstrende er aldrig blevet til noget. Men det skyldes delvist at jeg fik dem i hakkejernet en af de sjældne gange det var i området.

Tåler ikke vinterfugt

Jeg fandt lidt litteratur om cyclamen, sikkert i Lademanns Haveleksikon, og blev en smule klogere. Bl.a. fandt jeg ud af at de har tilpasset sig deres naturlige levested, revner og sprækker mellem klipper i bjergrige egne, til perfektionisme. Blade og blomster kommer tidligt forår for de forårsblomstrende og om efteråret for de efterårsblomstrendes vedkommende. Netop på det tidspunkt hvor der er vand nok. I hele sommerperioden er de visnet væk, der er nemlig så tørt at det ikke kan svare sig for planten at have blade. Desuden stod der at det værste de kunne udsættes for var stående fugt i vinterperioden, hvilket der kunne være i våde perioder på stedet jeg havde sat mine de første. Dette var garanteret også grunden til at de stod på en vold nede i Hamburg botaniske have, på en vold kan vandet løbe fra.

På den igen

Første forsøg slap jeg jo ikke videre heldigt fra, men nu skal man jo rejse sig ved det træ man faldt ved, så jeg fandt ud af at man da også kunne købe disse alpevioler som frø. Frøene var godt nok lidt pebrede i pris, men trods alt billigere end knoldene. De skulle også være en smule besværlige at få til at spire, men hvad, prøves det skulle det. En pakke blev bestilt, vist nok hos Thompson & Morgan da de var billigst, de havde omtrent dobbelt så mange frø i deres pakke som de andre havde, vel at mærke til samme pris. Og sørme om der ikke også var en pakke cyclamen-frø i en lykkepakke købt hos Chiltern Seeds. Dejligt. De blev alle sået i nogle kasser i august måned, stillet inde i en tagvindue hvor der er op til 25 grader om aftenen og ned til 12-15 grader om natten.

Næsten alle frøene spirede i løbet af en måneds tid. Søde små planter med nogle meget små brogede blade. Planterne fik lov at stå inde hele vinteren, jeg var ikke tryg ved at sætte dem ud i drivhuset når de nu var blevet opfostret inden døre i den varme stue. De voksede skam også fint.

Rummet de stod i var også der hvor min computer stod. Det var dengang det var min kære gamle Amiga der blev brugt. Når man så havde siddet ved den i et par timer blev der frygtelig varmt i rummet og hvad er så mere naturligt end at åbne vinduet? Og hvem tænker så over at det fryser 3-4 grader udenfor? Ikke mig i hvert fald. Da jeg rejste mig for at lukke vinduet bare en time senere var over halvdelen af mine små søde alpevioler døde. Avavav... Men så blev man da så klog.

Resten af dem lykkedes det mig at holde i live resten af vinteren og de fik lov at stå i kasserne i den første vækstsæson. Først det andet forår blev de sat i potter. Hvor de faktisk står endnu, men det skal vi ikke lige komme nærmere ind på nu...

Forresten skal man ikke regne med at se blomst i sine frøformerede alplevioler før de er mindst 3 år gamle.

På lavt blus

De næste par år skete der ikke det store. Der blev ganske vist drømt lidt videre, specielt et sted virkede oplagt: En gangsti af græs går i en svag bue langs med en række gamle træer, hvorunder der er et bed på omtrent en meter i bredden. Hele stykket under træerne er vel 20 meter langt, og der har aldrig rigtigt været noget derinde, bl.a. fordi det er meget tørt om sommeren. Alpevioler deri ville være flot...

Nu skal der jo mange, endda rigtig mange, alpevioler til at fylde det ud, så da planen blev ført ud i livet sidste efterår blev det kun til et lille stykke på ca. 1 kvadratmeter. Deri blev der sat ca 15 efterårsblomstrende og lidt færre forårsblomstrende alpevioler. Nogle af disse knolde var fra året før, hvor de var blevet indkøbt men ikke lagt. Selv efter et år i poserne inde i garagen så de stadig ud til at være i live, så de blev også smækket ned. Går den så går den.

Det blev forår, men der kom kun en enkelt meget lille blomst og nogle ganske få blade. Både blomster og blade forsvandt som foråret blev til sommer.

Hele sommeren blev bedet håndluget for ukrudt. Der blev uddelt kraftige forbud mod brug af hakkejern i netop dette bed, knoldene ligger nemlig ganske få cm under jorden og et hakkejern ville ødelægge det fuldstændigt. Heldigvis var opgaven til at overkomme så nu hvor det er blevet efterår er der næsten intet ukrudt, som der ellers plejer at være rigeligt af i min have på denne tid af året.

De efterårsblomstrende er nu kommet til syne, og selv om vi i skrivende stund er i oktober ser det ud til at der kommer flere og flere blade til syne som dagene går. Der er dog kun 2 blomster, de er ikke ret store, men hele bedet ser lovende ud, hvis jeg ellers kan holde det fri for ukrudt også næste år. Det er tydeligt at se at ikke alle knoldene er i live længere, men jeg har jo stadig mine eksemplarer i potter ude i planteskolen, så det skal nok blive fyldt op.

Jeg tror stadig på at mit alpeviolbed vil ende med at leve op til drømmen om det - men det vil tiden vise. Nu er grunden i hvert fald lagt.