Opbinding

Den anden dag da jeg snakkede med en kollega, faldt snakken på opbinding. "Jamen som det ser ud". Og han har jo ret. Når man kommer ud i ældre haver, især de store og i allerhøjeste grad i landbohaver. Rundt omkring står der bambuspinde, metalhegnspæle og selvbinderstrikke eller blå plastovertrukken tørresnor og blafrer i vinden. Vi kunne hurtigt blive enige om at det ikke var noget som pyntede. Min kollega mente helt man skulle lade være med at binde noget som helst op. Så langt vil jeg ikke gå og det sker da også at den slags opbinding finder sted her på matriklen, men af hensyn til husfreden vil jeg ikke her ud med navne på dem som gør det, bare slå fast at det ikke er mig, og at det er grimt... Nu er det ikke fordi man ikke kan bruge hegnspæle, afklippede grene fra den døde bambus eller selvbinderstrikke. Men det dur ikke at man først gør det når planterne er væltet. Det skal ske i ordentlig tid. Det er især stauder det går ud over, lige fra asters over margueritter til rølliker. Det sker hvis planter som gror på mager, sandet eller tør jord kommer ind i havens gode muld. På den magre jord bliver de godt nok høje, men yderst sjældent så høje at de vælter. Men i den gode fede havejord vokser de pludselig 10-20 cm ekstra og så vælter de. Det ser jo ikke videre kønt ud så der bliver slået en pind i jorden og slået en snor omkring. Men da planten sådan set har nået den højde, og sat de blade den skal, så bliver man ved med at kunne se både snor og pind. Det allerbedste ville være helt at undgå at få planter med tendens til at vælte ind i haven, så sparer man også opbindingsarbejdet. Men det sker at man alligevel vil have dem og så må man jo bare ud i god tid. Så allerede omkring denne tid skal man i gang med at binde op. Kommer opbindingen bare omkring 30 cm op er det nok til at planterne ikke vælter. Når snor og pind ikke er højere oppe og bliver sat nu så kan planten nå at dække det meste af dem så man ikke ser opbindingen. Og planterne holder sig oprejst hele sæsonen. Man kan købe forskellige stativer til denne opbinding som måske kan gøre arbejdet lettere. En af modellerne er en ring på omkring 40 cm i diameter, hvor der er svejset et ben på. Ringen kan åbnes, sættes om planten og lukkes igen. De er overtrukket med grøn plast som gør at de ikke falder så meget i øjnene, men de skal stadig sættes tidligt op, altså inden planterne vælter. De er meget nemme at bruge og kan holde i mange år. Har man været i gang med at beskære træer i vinterens løb og har en stor kvasbunke liggende kan den også bruges. Grene med sidegrene på stikkes ned midt i stauderne og grenen studses til så den ikke vil stikke op over planten når den er udvokset. Planten vil vokse op igennem grenen og alle sidegrenene vil støtte stænglerne sådan at de ikke vælter. Det er en billig opbinding, den kan laves så man stort set ikke kan se den og er samtidig en god måde at komme af med grenene på.

Den anden vej

Man kan også gå den helt modsatte vej. I stedet for at opbinde stauder som ikke burde behøve det, kan man lade være med at opbinde planter som ellers normalt burde blive det. Klematis og kaprifolie binder man normalt op til et espalier på en mur eller op ad stolper i en pergola. Men hvorfor ikke lade dem kravle hen ad jorden? Klematis kan man jo forsøge at bruge som en form for bunddække. Nok ikke mellem lave buske eller roser, for der vil den nemt få fat i disse og kravle op i dem, og måske skjule dem. Men det kunne jo også være flot? Forestil dig en blå klematis kravlende i lyserøde roser. Klematis kravler opad ved at bukke bladene omkring mindre grene. Derfor kan den ikke kravle op ad en tyk træstamme uden hjælp. Det kan kaprifolie derimod, da den snor sig rundt om stammen. Det skal man huske når der bliver plantet. Bruges der klematis mellem store træer holder de sig på jorden men er det kaprifolie vil de kravle til tops i træerne. Kvasbunker kan f.eks skjules/forskønnes med et par klematis plantet på strategiske steder.