Du er her: Artikler -> Grupper -> Landsbladet -> Midsommer  
 

Midsommer

Hybenrose
Rød hybenrose


Så blev det midsommer, det er lyst nærmest døgnet rundt og der er stadig flere måneder tilbage af sommeren. Lad os håbe de bliver lune og ikke alt for våde. Til sankthans er havens blomster for alvor sprunget ud. Dronningebusken har stået længe med sine smukke rosa blomster, den uægte jasmin er også lige sprunget ud og indhylder haven med sin herlige duft. Hvis ikke der er en jasmin i haven går man virkelig glip af noget... De findes for øvrigt i flere størrelser, lige fra dem som ikke bliver mere end omkring 1 meter højde til de helt store som bliver over 3 meter, så man kan næsten altid finde plads til en. Selv kan jeg bedst li' dem med enkelte blomster, jeg syntes de dufter af mest. Både dem med enkelte og med fyldte blomster kaldes uægte jasmin på dansk, i daglig tale bliver de dog til bare kaldt jasmin. Jeg har et par gange hørt den med de fyldte blomster omtalt som ægte jasmin, men en ægte jasmin er en potteplante som slet ikke kan gro i vores haver. Men det er ikke kun i haven at man støder på blomster alle vegne. Også ude i naturen er der masser. Jeg har det sådan at en gåtur omkring sankthans, når solen er gået ned og vindet næsten helt aftaget, det er lykken. På den tid af aftenen er det at duftene rigtigt kommer frem. Kornmarker, enge og grøftekanter. De dufter alle. Hybenroserne er en anden af mine favoritter. Og vi har masser af hybenroser heroppe hvor jeg bor. De står ved vejkanter og læbælter næsten ligegyldigt hvor man kommer hen. Selv om de bliver ved med at blomstre de næste mange måneder, er det nu jeg nyder dem mest. Man kommer gående, cyklende eller kørende forbi dem og pludselig mærker man duften. Det er den rigtige rosenduft, den som havens roser desværre alt for sjældent har. Hybenroser er dog ikke noget jeg ville tage ind i min have. De breder sig ved rodskud og de prikker meget mere end almindelige roser. Desuden har jeg ikke rigtig pladsen til dem. Man kan dog godt få hybenroser som er okuleret på en anden rod så de ikke sætter rodskud ud. Men dem skal man nu nok lede lidt efter, de 'rigtige' hybenroser er trods alt de mest almindelige.

Ukrudt i blomst

Sammen med hybenroserne rundt omkring i grøftekanterne, ser man også masser af andre blomster. Tidsler, skvalderkål, lupiner og græsser. Det meste er noget vi normalt kalder ukrudt. Og dog nyder jeg synet. Jeg syntes virkelig det er smukke blomster, så simpelt og helt uden indblanding. Men det skal absolut ikke forstås sådan at at jeg på nogen måde vil have disse planter indenfor i haven, lupinerne undtaget, ligegyldigt hvor smukke de så end er. Godt nok er de flotte nu, men kommer de ind i haven vil de tage magten fra det hele. De vil kvæle alle de små sarte planter vi bruger i haven, planter som bliver brugt der fordi de blomstrer længere, har specielle farver som ikke findes på deres vilde artsfæller eller helt andre ting. Så selv om jeg sidder her og taler godt for ukrudt, så skal det endelig forstås rigtigt. Mange ukrudtsplanter er smukke, bare det bliver ude i grøftekanten og så vidt muligt holder sig fra mine blomsterbede.

Bål

Nu er det jo sankthansaften og måske har du en bunke tørre grene fra vinterens beskæring liggende som skal brændes af. Men ligesom med hækken kan der være fugle eller andre dyr i bunken. Pindsvin f.eks. Så det vil være en rigtig god ide at få bunken gået igennem inden der sættes en tændstik til.

Skrevet af: Webmaster, fredag den 23. juni 2000
Senest opdateret af: Webmaster, søndag den 1. januar 2006