Du er her: Artikler -> Grupper -> Landsbladet -> Favoritstauder  
 

Favoritstauder

Sankthansurt - Sedum telephium 'Herbstfreude'
Sankthansurt som den tager sig ud i starten af oktober


Sensommeren eller det tidlige efterår er det tidspunkt hvor der er allerflest stauder som blomstrer. Indrømmet, det er ikke noget jeg er helt sikker på men det virker i hvert fald sådan. Hos nogle af dem er blomstringen på det sidste, andre er kun lige begyndt at springe ud så der skal nok være blomst den næste måneds tid hvis bare frosten ikke kommer alt for tidligt. Jeg har ikke selv nogle egentlig favorit mellem stauderne, men der er en bette håndfuld som jeg nødigt ville undvære af forskellige årsager. Solhat er en af dem. Men det skal endelig være sorten 'Goldsturm' (Rudbeckia fulgida 'Goldsturm') da den ikke bliver mere end 60 cm høj og har ret stive stilke som gør at den ikke vælter. Andre arter af solhat bliver mere end 80 cm høje og kan dårligt holde sig selv oprejst. 'Goldsturm' dækker også jorden ret godt hvilket jeg ikke syntes er tilfældet med de andre arter. Blomsten, som kommer i august-september, er solgul med en sort midte. Voksestedet skal være i fuld sol for at få det fulde udbytte af blomstringen og jorden må endelig ikke være tør. Sankthansurt er, trods navnet, også en af dem som blomstrer nu. Planten har tykke stængler med kødfulde grågrønne blade og bliver omkring 50 cm høj. Allerede omkring sankthans kommer blomsterskærmene frem men først i august-september måned springer de ud. Der findes flere sorter i handelen, den mest almindelige er sorten 'Herbstfreude' (Sedum telephium 'Herbsfreude') som har en meget brunrød blomsterfarve. Denne kan gro både i sol og let skygge og tilmed tåle meget tørre forhold. Dette gør den velegnet i krukker fordi den kan stå i længere tid uden at blive vandet. Man skal faktisk passe på ikke at vande den alt for meget for så vil den gro lidt ekstra i højden og vil meget nemt vælte. Efter 3-4 år er den ofte blevet så stor at den vælter ud mod siderne så der bliver et hul i midten. Derfor er det en god ide at omplante og dele den med jævne mellemrum. Hver gang man gør dette kan man få 8-10 planter ud af en enkelt. Den er tilmed utrolig god til at holde ukrudt væk. Plantes der med 40 cm mellemrum (5 pr m2) vil de allerede det andet år dække totalt. Kinesisk sankthansurt (Sedum spectabile) er stort set magen til almindelig sankthansurt, de bliver bare ikke helt så store, kun 30-40 cm. Til gengæld findes der her et par spændende sorter i andre farvenuancer. 'Brilliant' har blomster som er skinnende rosaviolette, lidt lysere end på 'Herbstfreude'. 'Stardust' har blomster som er næsten hvide. Både almindelig og kinesisk sankthansurt tiltrækker mange sommerfugle. Asters er en rigtig efterårsstaude. I gamle haver ses de tit, men her er det nogle høje ranglede bæster. Sandsynligvis strandasters, som bliver over en meter høje og slet ikke kan holde sig oprejst. Tilmed bliver de nemt angrebet af meldug. De asters man kan købe midt på sommeren som udplantningsplanter er for øvrigt også strandasters. De er bare blevet behandlet med hvem-ved-hvad så de ikke er mere end 20 cm høje. Det forbløffer mange, når de næste forår ser at denne plante som blev købt som en sommerblomst stadig gror. Og de lader den gro for den var jo så flot, men nu bliver den pludselig en meter høj. Nej, vælg i stedet pudeasters (Aster dumosus). Den bliver ikke mere end højst 60 cm og det mest normale er endda kun 30-40 cm. De vælter aldrig nogensinde da de har ret stive stilke. Meldug får de heller aldrig noget af. Det siges især at være sorterne 'Mittelmeer' som er blå og 'Herbsgruss vom Bresserhof' med mørkrosa blomster som skulle være resistente overfor dette, men jeg har heller aldrig set 'Apollo', som er hvid, blive angrebet af meldug. De dækker jorden rimeligt godt men først i løbet af sommeren. De spreder sig ved rodskud men den breder sig ikke mere end 10-15 cm til hver side om året så det er ikke en som bliver et problem. Pudeasters begynder først så småt at blomstre i starten af september. En enkelt stilk eller 2 af pudeasters og man har til at fylde en hel vase.

Skrevet af: Webmaster, fredag den 22. september 2000
Senest opdateret af: Webmaster, søndag den 1. januar 2006