Du er her: Artikler -> Grupper -> Landsbladet -> Skovstien  
 

Skovstien

Flotte efterårsfarver
Italiensk ingefær kan vokse selv i dyb skygge i en skovbund


Ved næsten alle de gårde jeg dagligt passerer er der masser af træer. Plantet i 3-4 rækker ud mod vest for at skærme for blæsten, hvilket de er glimrende til. Men jeg mindes aldrig at have set dem blive brugt som en del af haven. Hermed ikke ment at det skal bruges som resten af haven bruges med blomsterbede og buske. Træernes kroner er nemlig tit så store at der ikke kommer meget lys ned til jorden, og det er faktisk også sjældent at der egentlig gror noget deri. Men man kan ret nemt få en dejlig skovsti ud af det. Det giver altid haven et mere spændende udtryk når man kan gemme sig lidt i den. Her er en skovsti perfekt, især hvis den kan arrangeres sådan at man ikke umiddelbart ses af andre når man går på stien, men selv kan se ud på resten af haven. Selv har jeg ikke et læbælte i flere rækker, men alligevel har jeg en skovsti. Den er ikke ret stor, 10, måske 15 meter lang, men det er nok til at man lige kan fornemme lidt skov. Det er hele ideen i det. Man kunne selvfølgelig nemt lige traske ud mellem træerne når man er i haven, men det gør man jo bare ikke så længe der ikke er en tydelig sti. Med tydelig mener jeg ikke at der skal ligge grus eller fliser på den, men bare at man skal kunne se hvor stien er. Man skal også helst kunne gå hele stien igennem uden at blive svirpet af alt for mange tynde grene. Og så må stien godt bugte sig og komme rundt om et par store træer. Den bedste måde at starte på er vel egentlig at gå en tur ud mellem træerne bevæbnet med en god beskæresaks og klippe de generende grene væk. Går man så ad denne sti bare et par gange om ugen vil den hurtigt blive tydelig. Er der tendenser til at jorden bliver meget mudret eller vil man bare gerne have stien markeret tydeligt med det samme, er træ- eller barkflis godt. Det er nemt både at ligge ud og gå på. Og så falder det jo naturligt ind i skoven.

Gå i gang!

Jeg vil mene at det lige nu er en udmærket tid at lave sådan en skovsti på. Det er der flere grunde til. Træerne har smidt bladene hvilket gør at man får et lidt bedre overblik over sin kommende skovsti. Men den bedste grund jeg kan komme på er en hel anden, nemlig billige blomsterløg! I en skov eller bare under store træer, er der sjælden direkte solskin om sommeren, desuden bliver der nemt meget tørt. Derfor er det især om foråret at der er blomster i en skovbund, tænk bare på anemoner som blomstrer omkring maj måned for derefter at visne helt væk igen. Men ikke kun anemoner vokser på denne måde, det samme gør alle forårsløgene. Vintergækker, skilla eller påskeliljer er alle gode i en skovbund. Det kan godt være at man ikke finder sådan nogle naturligt i de danske skove, men helt så naturtro behøver vores skovsti jo heller ikke at være. Så jo flere løg jo bedre. Lige nu kan man være heldig at finde gode tilbud på hvad butikkerne nu måtte have tilbage. Selv ville jeg gå efter især skilla, snepryd og vintergækker. De to første danner store blå tæpper hvis de får lov til at smide deres frø efter blomstringen. Samt får ro til at spire, hvilket normalt først sker følgende forår. Roen får de, for man begynder jo ikke at kultivere i en skovbund? Så start med at plante nogle grupper af disse og lad dem så passe sig selv. Det er straks mere besværligt at finde noget som vil trives i skovbunden om sommeren. Men hvis man tynder lidt ud i træerne så der kommer lidt mere lys ned, bliver det straks lidt nemmere. Bregner er altid gode i en skovbund, men også en plante som gul lærkespore er god. Hosta giver med sine store blade et frodigt udseende, men den trives ikke hvis der er alt for tørt. Sæt også masser af fuglekasser op for at skabe liv, plant et par taksbuske af dem som får bær, så kassernes indbyggere får noget at mæske sig i om efteråret, og lav en bænk et sted inde i skoven hvor man kan sidde og betragte dem.

Skrevet af: Webmaster, fredag den 17. november 2000
Senest opdateret af: Webmaster, søndag den 1. januar 2006