En krybende stedsegrøn (!) staude. Danner små rosetter som kan minde en smule om
stenbræk (saxifraga), men bladene er mere takkede og 3-delte. Farven er flot
mørkegrøn og de beholder farven/bladene hele vinteren. Planten bliver ikke mere
end omkring 5 cm høj, og den kan tåle en smule færdsel, så den kan evt. bruges
som bunddække hvor man til tider går.
Planten skal plantes i en god humusrig jord og det er altafgørende at der er
godt dræn. Et godt sted ville være øverst i et stenbed. Den bliver pænest i fuld
sol, men den trives også i halvskygge. Den må ikke placeres et sted med meget
tørke, men der må heller ikke være for vådt.
Gødning gør normalt mere skade end gavn.
I juni måned får gummipude gulgrønne blomster. Mest gullige, hvis jeg ikke
husker helt galt.
Om vinteren skal den eventuelt dækkes med granris for at sikre en god
overvintring. Der må ikke dækkes med halm/blade/spagnum, der vil blive for
fugtigt under det og planten kan rådne.
Formeres ved deling eller ved at stikke de små rosetter fra tidligt efterår
indtil vinteren. Skal planten flyttes, så sørg for at få en god rodklump med.
|